Når man googler opskrifter på Mulligatawny - indisk karrysuppe med kylling - får man en lang række opskrifter, som er relativt forskellige på ingredienslisten. Om dette er et udtryk for, at inderne laver Mulligatawny på mange forskellige måder (som italienernes pizza også varierer fra egn til egn i Italien), eller om det blot er et udtryk for forskellige vesterlændinges fortolkning af indisk mad, kan jeg ikke afgøre.
Men følgende opskrift er i hvert fald min fortolkning og kombination af en række forskellige opskrifter, som er endt ud i en suppe, vi godt ka' li' her i huset! Andre må så vurdere dens autencitet! :-)
Vi bruger til vores Mulligatawny følgende:
1 kogt kylling
1 liter kyllingesuppe
1 stort løg i små tern
2 gulerødder i små tern
2 skiver knoldselleri i små tern
2 hvidløg (presset, hakket eller revet)
2 tsk. rød karrypasta
2 dl basmati ris
1 spsk. revet ingefær
1 tsk. spidskommen
1 ds. kokosmælk
Frisk koriander til drys
Kog kyllingen med passende suppe-/krydderurter, pil kødet af skroget og pluk det i passende "hapser". Gem suppen til senere (kog evt. ind, hvis du har større mængder end du skal bruge).
Svits løg i olivenolie, indtil de er klare - tilsæt gulerødder og selleri og svits disse - og supplér med hvidløg. Svits herefter karrypastaen - tilsæt mere eller mindre (eller andre karrytyper) efter lyst og smag.
Hæld nu ingefær, kokosmælk og kyllingesuppe på - tilsæt ris (også her kan mængden varieres/øges afhængig af, hvor mættende suppen ønskes), og lad suppen simre, indtil grønsagerne har den ønskede konsistens og risene er møre.
Serveres med et gavmildt drys af grofthakkede korianderblade.
Commentaires