Når du gerne vil ha' friskbagte boller til din morgenmad og vil bruge mindst mulig tid på at forberede dem, så er her opskriften, du skal bruge...
Ingredienser (giver 12-14 boller afhængig af størrelse):
25 gram gær
6 dl vand
1 dl hvedekerner
3 dl grahamsmel eller fuldkornshvedemel
3 dl ølandshvedemel
3 dl hvedemel (minimum)
1 tsk salt
Gæren opløses i lidt af vandet, og resten tilsættes.
De grove meltyper tilsættes sammen med salt og røres godt rundt.
Til sidst tilsættes den almindelige hvedemel. Start med 3 dl og tilsæt mere (jeg bruger ofte 4 dl i alt), hvis dejen stadig kan røres med en ske! Der skal IKKE æltes.
Når der ikke kan røres mere mel i dejen, dækkes den til og stilles til hævning køligt i min. 8 timer.
Ovnen tændes på varmluft og 250 grader. Imens den bliver varm, sættes bollerne på et stykke bagepapir på en plade med en ske (dyp i vand, så slipper dejen lettere).
Pensles med vand og drysses eventuelt med sesamfrø eller hvedekerner.
Når ovnen er varm, skrues temperaturen ned til 225 grader, og bollerne bages i 15 minutter.
Comments