top of page
Søg
  • Forfatters billedeMorten

Drønsikker mayo på 2 minutter

Hjemmerørt mayonnaise kan fremstilles på to måder: Den traditionelle, som kræver ens tempererede ingredienser, megen håndkraft og en vis portion øvelse, og den hurtige, som bare lykkes hver gang!



Her følger opskriften på den sidstnævnte...


Du skal bruge:

  • 1 helt æg

  • 2½ dl smagsneutral olie

  • 2 tsk sennepspulver (eller sennep)

  • 3-4 tsk go' lys eddike (f.eks. hvidvinseddike eller lys balsamico)

  • et drys salt

Kom hele molevitten i et høj blenderglas, sæt din stavblender ned på bunden af glasset og kør på max hastighed, mens du langsomt hæver blenderen! Vupti - blendes hele affæren sammen til en fin mayonnaise, som du efterfølgende kan smage til med yderligere sennep, eddike eller salt.


Eller du kan presse 1-2 fed hvidløg ned i glasset, så du har din egen hjemmelavede aioli.

 

For fuldstændighedens skyld kommer også lige opskriften på den go'e, gamle håndpiskede mayonnaise:

  • 1 æggeblomme

  • 1-2 tsk syre (citronsaft, hvidvinseddike el.lign.)

  • et drys salt

  • 1,25 dl smagsneutral olie

Pisk æggeblomme og salt godt sammen - og pisk syren i. Tilfør olien langsomt - dryp for dryp i starten - senere lidt mere gavmildt, mens du pisker hele tiden. Sørg for, at olien er pisket ind i æggemassen, inden du tilsætter mere.


Smag afslutningsvist til med mere salt, syre, andre aromastoffer (sennep, hvidløg) el.lign.



108 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page