Bidt af gale vandrestøvler, som vi er blevet, traf vi i foråret en beslutning om, at sommerferien bl.a. skulle bestå af en voksen-vandretur i Dolomitterne. Velvidende at pladserne på refugierne hurtigt bliver booket, kastede vi os straks over planlægning og reservation af de nødvendig overnatningssteder.
Turen til det nordlige Italien skulle foregå pr. bil, så der var en vis fleksibilitet i start- og sluttidspunkt. Ruten, vi ville forsøge os med, var den første/nordligste halvdel af den såkaldte Alta Via 1 - én af i alt 6 ruter, som går i nord/syd retning i Dolomitterne (til planlægningen kan vi anbefale bogen 'Trekking in the Dolomites' af Gillian Price, udgivet af forlaget Cicerone - kortmateriale kan anskaffes fra Tabacco Maps - kort nr. 031, 03 og 015 dækker vores tur).
Efter en del (primært mail-) korrespondance med de mulige refugier på turen lykkedes det os at få stykket en 5 dages vandretur fra Lago di Braies i nord til Refugio Staulanza i syd sammen - i alt ca. 65 km.
Således klar til eventyr satte vi os i bilen fredag d. 6. juni ved 16-tiden (velvidende at det er et frygteligt tidspunkt at køre sydpå - men vi kunne ikke vente længere) - og ankom efter et par ganske forudsigelige køer/færdselsuheld til Leipzig kl. 00:30, hvor vi havde booket en overnatning et par timer tidligere (hurra for roaming i Europa og hotels.com/booking.com!!) og fortsatte næste morgen mod Lago di Braies i Sydtyrol, som var udgangspunktet for vores vandretur.
Vi ankom v. 16-tiden og blev indkvarteret på Speckstube Eggerhof (fantastisk navn, ikk'??), som var booket hjemmefra. Inden aftensmad nåede vi et smut ned til søen (Lago di Braies/Pragser Wildsee), så vi havde styr på næste morgens udgangspunkt.
Det overraskede os en del (som førstegangs rejsende i denne del af Italien), hvor meget det tyske sprog fylder. Det er de fleste steder 1. sproget, og italiensk må "nøjes" med en 2. plads - og derfor også de dobbelte stednavne, f.eks. for søen ved vores vandreturs start.
Nå, men aftensmaden var rigelig og levede fuldt op til stedets navn - og det efterfølgende morgenmåltid overgik det med 200% :-) (se billedet nedenfor).
Du kan se vores rute på kortet nedenfor - hver dag har sin egen farve.
Dag 1 (Lago di Braies - Rifugio Fodara Vedla)
Ved 9-tiden havde vi parkeret bilen ved søen og var klar til at begynde gåturen. De første små 2 kilometer var helt flade langs søens vestside, men så begyndte strabadserne... De næste ca. 5 km bød på en stigning på knap 1.000 højdemeter, hvilket fik pulsen op og sveden frem på panden. Måske især fordi vi (læs: jeg) stadig har en tendens til at opføre os som amatør-vandrere, der pisker op af stigningerne i højt tempo, for så at konstatere, at nu skal der en pause til for at få luften, hvorefter vi drøner afsted igen... Heldigvis havde Christina pulsmåler på, og da hun opdagede, at hendes puls lå på 180% af max det meste af tiden, indså vi, at tempoet måtte sættes ned. Heldigt - men dog så sent, så Christinas ur ved dagens slutning anbefalede 120 timers restitution! :-)
Efter passet og hundrede højdemeter ned igen kom vi forbi Rifugio Biella, som heldigvis gerne ville sælge os et par kolde øl - så der blev hurtigt dømt frokostpause. Øllene blev drukket til vores glimrende madpakke fra Speckstube'n! På refugiets terrasse hilste vi i øvrigt for første gang på et yngre schweizisk par, som vi skulle møde utallige gange senere på turen.
Tilbage af dagens etape var nu små 6 km, som bød på lidt op og ned - men dog primært ned, så vi nåede frem til vores overnatningssted - Rifugio Fodara Vedla - i god tid inden aftensmaden.
Dag 2 (Rifugio Fodara Vedla - Rifugio Lavarella)
Etapen på dag 2 bød først på 4 km nedad (ca. 500 højdemeter), hvor vi løb ind i Rifugio Pederü - og vores schweiziske venner... En kop formiddagskaffe gjorde os klar til at begynde opstigningen igen over de næste 6 km, som skulle bringe os højere op end morgenens udgangspunkt (ca. 700 højdemeter - så vi endte i ca. 2.300 meter).
Undervejs var der fantastiske udsigter - og endnu et refugie (Malga Pices Fanes), som kunne servere fine eftermiddags-øl, som blev indtaget sammen med vores schweiziske venner (som vi løb på igen-igen).
Sidst på eftermiddagen ankom vi planmæssigt til Rifugio Lavarella, og blev endnu engang overrasket over den fine standard, som refugierne i denne ende af Italien har - det er en tand eller to op i forhold til de refugier, vi har oplevet i Frankrig, Schweiz og længere mod vest i Italien - små, måske lidt primitive hoteller må det snarere betegnes som.
Det er selvfølgelig på mange måder en fordel - bekvemmeligheder siger man jo aldrig nej tak til (og varme bade ad libitum finder man ikke på franske refugier) - men på den anden side savner man lidt måltiderne ved langborde sammen med andre vandrere, som man kunne udveksle både rute- og livserfaringer med. På Lavarella og de fleste andre refugier i området får man sit eget bord selskab for selskab - og mulighederne for dialog på tværs er derfor lidt dårligere.
Konceptet med en fast 3 eller 4 retters menu er derimod præcis det samme, som oplevet andre steder, og mindst lige så velfungerende - man går sjældent (aldrig) sulten i seng.
Dag 3 (Rifugio Lavarella - Rifugio Scotoni)
Dagens etape bød på i alt 12 km, hvoraf første halvdel var vekslende op og ned fra udgangspunktets ca. 2.050 m.o.h. op til små 2.200 m.o.h og ned igen. Sidste halvdel af ruten var derimod først små 700 højdemeter ned og derefter små 300 højdemeter op igen.
Undervejs var der fantastiske udsigter til alle sider, og vandring i bunden af en dal med flotte bjergsider på begge flanker. Vi kunne have valgt at "vende" sidste halvdel af turen om, så vi var gået op først og derefter ned til refugiet, men på grund af det lidt triste vejr med lave skyer ud på eftermiddagen, som ikke ville give de vilde udsigter, valgte vi at gå ned og derefter op.
Refugiet var turens hyggeligste - måske bl.a. fordi vi faldt i rigtig go'e snakke med dels en flok amerikanere og dels et tysk ægtepar, og sidstnævnte fik vi for en gangs skyld fik lov til at dele aftensmadsbord med.
Aftenen bød i øvrigt på en sjov sprog-oplevelse; vi sad i selskabet af blandede nationaliteter og undrede over personalets sprog - talte de en tysk dialekt, noget underligt italiensk - eller hvilket sprog. Det endte med, at jeg måtte spørge bartenderen, som kunne fortælle, at de såmænd som 1. sprog - udover tysk og italiensk - talte ladin.
Ladin er et gammelt romansk sprog, som kun tales af ca. 20.000 mennesker i 4 dale i Sydtyrol. Det læres i skolen og lever tilsyneladende i bedste velgående.
Dag 4 (Rifugio Scotoni - Rifugio Passo Giau)
16 km skulle tilbagelægges i dag - først 600 meter op på de første 4 km, herefter 700 meter ned over 6 km, og endelig en stejl opstigning på 350 meter på 1½ km og endelig de sidste 4 km meget op og ned, men indenfor ±100 højdemeter.
Hvad beskrivelsen ovenfor og billederne ikke afslører, var, at vi snød på den stejle opstigning på 350 højdemeter - der tog vi nemlig skiliften!! Men Christina og jeg har aftalt, at det fortæller vi ALDRIG til nogen andre!!
I øvrigt bød dagen på den allermest fantastiske tur ind gennem en meget isoleret dal - det er sjældent, at man i den civiliserede del af Europa kan opleve at stå et sted, hvor man ikke kan se noget spor af civilisation noget steds - ingen huse, ingen veje, ingen el-ledninger, intet som helst andet end uspoleret natur og en helt ufattelig stilhed! Det blev nydt i fulde drag!
Rifugio Passo Giau (og næste nats Staulanza) adskiller sig fra de øvrige refugier på den måde, at der er offentlig vej op forbi refugierne - det betyder, at der også er andre gæster end vandrere - ikke at det betyder det store, men dog giver en lidt anden stemning på stedet. Passo Giau var et fint sted, hvor vi blev budt velkommen til aftensmaden med et glas Prosecco i lobby'en, hvor man også kunne få en ganske kort snak med de øvrige gæster. Efter Prosecco'en var det dog 'business as usual' - hvert par/selskab ved eget bord.
Dag 5 (Rifugio Passo Giau - Rifugio Staulanza)
Sidstedagen var omkring 14 km, som gik relativt jævnt første halvdel af etapen, og derefter 400 højdemeter ned på den sidste halvdel.
Dag 5 bød på den kuriositet, at vi efter cirka en halv times vandring mødte vores schweiziske vennepar igen - denne gang dog med den "twist", at de kom IMOD os på stien - og da vi skulle i samme retning generelt set, vakte det stor undren hos begge parter - dem og os! Begge var vi nemlig helt sikre på, at de andre var gået forkert! Efter nogen parlamenteren og kiggen kort og undren erkendte schweizerne dog, at det nok var dem, der havde taget et forkert "sving" for 1½ time siden - og nu derfor var på vej væk fra deres slutmål! Vi mødte dem ikke mere - og kender derfor ikke deres endelige skæbne! ;o)
På Rifugio Staulanza mødte vi vores amerikanske venner fra for to aftener siden - og på deres (vanligt amerikanske foretagsomme) initiativ fik de tilføjet os til deres middagsselskab - og vi fik snakket meget om både det ene og det andet - og nåede også at få hel stak invitationer til besøg i såvel Phoenix, Arizona og Seattle, Washington.
Afslutning
Alt i alt var det en fantastisk tur - og take-aways kan summeres op således:
Vildere, mere rå natur/bjerge end i f.eks. Alperne.
Mere bekvemme og luksuriøse (relativt altså) refugier/overnatningssteder end i Alperne - som beskrevet i teksten er det både godt og skidt.
Book i god tid - der er rift om pladserne - især i sommerferieperioden.
Efter vandreturen tilbragte vi yderligere en 3-4 dage i området og på vejen hjemover - men det må vente til en anden beretning.
Comments