Søg

Rundt om Mont Bego

Opdateret: 30. mar. 2018

I sommeren 2017 smed vi telt og rygsække i bagagerummet og startede Kuga’en op til en tur mod syd.

Det eneste vi vidste med sikkerhed var, at refugierne rundt om Mont Bego ventede os. Turen rundt tager tre dage. Resten af de 14 stod åbne og Europa lå for vores fødder!

Når vi planlægger en vandretur, så er vi meget omhyggelige – nærmest nørdede ;) Vi har på forhånd købt og læst diverse bøger (i dette tilfælde Cicerones bog, Walks and Treks, The Maritime Alps). Vi har googlet og søgt – læst og gransket og fundet, hvad vi tror på, er det helt rigtige for den forestående ferie.

Denne gang blev det altså en tur rundt om Syd Frankrigs bjerg Mont Bego.

Nationalparken Mercantour strækker sig fra det sydligste hjørne i Frankrig og op langs grænsen til Italien.

Hvorfor Mont Bego?

Der er flere grunde til at valget faldt netop på Bego:

  • Den sydlige del af Alperne, var for os helt ukendte – alene det var et plus :) Vi var blevet opmærksomme på Mercantour gennem en gammel barndomsveninde, der også elsker at vandre, på Instagram – og området så særdeles spændende ud.

  • Her fandt vi i Cicerone en fin rundtur på blot tre dages vandring – oplagt, når det nu var første gang store og ’små’ skulle afsted sammen.

  • Passende dagsetaper (længde og højdemeter) – og fine refugier.

Refugierne bookede vi på forhånd via deres egne hjemmesider. Det er helt simpelt – og nødvendigt.

Vi havde booket følgende refugier/auberge hjemmefra:

Mont Bego er lettest at komme til, ved at trille bilen nedover alperne og henover Po-sletten i Italien (hvis man altså ikke flyver). Det virker helt skørt. Men ved nærmere eftersyn, så slår Frankrig et sjovt knæk helt mod syd og en lille trekant sniger sig ind i Italien – her ligger Mont Bego.

De tre vandredage faldt midt i vores 14 dages ferie og de blev så afsættet for resten af vores sommerferie. På vej mod syd var vi omkring Lago di Como, hvor vi tilbragte to dage på et skummelt hotel fundet på hotels.com umiddelbart før ankomst – men i fantastiske omgivelser og med et skønt besøg i Bellagio, som vi så fint kunne tage færgen over til.

Milano bød os også velkommen – og det samme gjorde Torino, som desværre havde søndags- og mandagslukket i Fiats gamle fabrikker, som vi ellers meget gerne havde set! Ergo vi må tilbage igen!


Po-sletten

Po-sletten er flad. Særdeles flad. Og er man midt på den, synes det en anelse trist. Men kør langt mod vest. For det er et imponerende syn, der venter, når Alperne pludselig rejser sig af alt det flade. Den flade slette i en vild kontrast til de majestætiske bjerge, der vokser sig store ud af ingenting. Pludselig synes både slette og bjerg endnu mere fantastiske!


Foto: Po-sletten møder Alperne

En anden (positiv) overraskelse, der mødte os, var den fuldstændige mangel på turister i dette område af Italien. Vi har helt alene – der var ikke danskere rundt om hvert et gadehjørne. Men lokale, der levede deres uforstyrrede liv.

Cavour - og charme

Vi boede på et B&B - B&B Cascina Moneia - i bunden af Alperne. Et meget hyggeligt sted – ren idyl – men desværre med en vært, der var lidt træt af at drive B&B.

Den nærmeste by, Cavour er til gengæld et eller flere besøg værd – og vi var da også omkring af flere omgange, for at handle, spise is og for lækker aftensmad.

Byen ligger på sletten, men op af hvad der næsten synes, som et stykke af Alperne, der er trillet ned på den – Rocca Di Cavour. Kør op på toppen og nyd udsigten – det er SMUKT!

Vi nærmede os langsomt - men sikkert - vores destination Casterino, der var udgangspunktet for vores vandretur. Men inden kørte vi gennem den ene mere charmerende – først italienske og siden franske – by efter den anden.

Casterino er lille bitte - og langt ude

Casterino er en lille flække med et par enkelte huse, et par små-hoteller og et par refugier til de mange vandrere. Første overnatning var på Auberge Sainte Marie-Madeleine og alle var vi helt solgt da vi steg ud af bilen.

Ungerne strøg afsted på opdagelse og vi satte os straks med en kold øl midt i den fineste natur! Og vi kunne dårligt vente til vandrestøvlerne skulle bringe os rundt i de flotte bjerge, der står helt anderledes poleret end vi kender det fra de nordlige Alper.

På refugie

På refugierne er deal’en, at man får serveret den menu, der serveres på den pågældende dag. Det være sig flotte (læs: solide) tre retter, der typisk spises af den samme tallerken. På Sainte Marie-Madeleine, kunne vi dog vælge mere frit og der var 2 valgmuligheder på alle tre retter.

Der var højt humør på refugiet til maden (der serveres kl. 19:00) både lokale og andre vandrere havde fundet vej til vin og god mad!

Tidlig morgenstund blev morgenmaden serveret og vi fik udleveret, hver vores færdigsmurte madpakke i en brun papirspose (vi havde bestilt online med overnatningen – men man kan formentlig også bestille om aftenen) og efterlod bilen på parkeringspladsen.

Endelig i gang

Inden længe var vi på farten – med støvler og stave - og det sædvanlige høje humør, der hurtigt får alle klagesange om trælse vandreture til at trænge sig langt i baggrunden og i stede give plads til bare at nyde nu’et!

Det er en virkelig fin tur rundt om Bego! Vi havde læst os til at vejret kunne være drilsk pga. Føhnvinden, der kan give voldsomme vejrskift over kort tid. Men vi havde blå himmel alle tre dage.

Den første dag er den længste og med en del højdemeter (+800). Alle klarede det eminent – og særligt sidste halvdel, var så flot, at vi glemte alt om træthed. Så kom tidligt afsted, så der er tid til at nyde de flotte, flotte områder på den sidste del af turen, som går en del opad…

Og der er brug for pauser og vandpjask.

Foto: Tæt på Merveilles - målet for dag 1


Refugiet Merveilles ligger pragtfuldt – og hvordan det lykkedes Nynne og Jakob, ovenpå den lange gåtur, at samle kræfter til både at klatre op og ned i området omkring det, er fortsat en overraskelse. Men en cola – kan åbenbart gøre meget :)

Maden blev serveret indendøre i selskab med andre, der var lige så trætte og glade som vi. Af høflighed overfor hinanden har man taget et bad inden maden – også selvom vandet i bruseren var så koldt som i søen ved siden af.

Man sidder tæt sammen om maden og deler erfaringer og oplevelser med de andre gæster - på gebrokkent fransk, tysk, italiensk, spansk og engelsk. Det er SÅ hyggeligt.

Foto: på vej mod Valmasque - destinationen på dag 2


Book din overnatning

Når man har booket på forhånd er sengene reserveret og der er sørget for, at vi kommer til at sove sammen. Det er en enorm lettelse, når man slider sig rundt i bjergene, at man ved at hele familien er samlet om natten. Når nu den skal foregå i store åbne sovesale - og for vores vedkommende i seng nr. 11, 12, 13 og 14 (se billede).

På dag 2 befandt vi os over trægrænsen hele dagen, masser af dyr – stenbuk og gemser. Og meget varieret natur – endda under særlig beskyttelse, da man passerer gennem Vallée des merveilles med hulemalerier fra længe før vores tidsregning.


Vi krydsede et vandløb for at holde pause – og pludselig ’out of the blue’ stod en ranger og fik os tilbage på stien. Hvor hun kom fra er fortsat en gåde. Men årvågen var hun – det er sikkert og vist!

Der var også her midt i bjergene, at vi mødte fx en dansk familie, (heldigvis) med store børn, der måtte gå hårde ekstra timer, fordi alt var optaget, på det refugie de troede, de skulle overnatte på - men ikke havde booket på forhånd.

Øl i solen

Hvis Refuge des Merveilles lå pragfuldt, så er det faktisk svært at sætte ord på Valmasque. Hævet over vandet og med udsigter, der får den kolde øl til at smage endnu bedre sluttede vi vandreturens dag 2 af. Og vi sad i solen, med uno og gode historier fra en dag i bjergene.


Hvis ikke det var fordi, at rygsækken var fyldt med skrald (ALT skulle vi bære ud af området igen) så kunne vi har fortsat mange flere dage.

Vandreturens sidste dag gik nedad og nedad – til vi til sidst kunne skimte Kuga’en i Casterino. Det blev fejret med kolde drikke på Sainte Marie-Madeleine – og en familieaftale om, at vi snart skulle afsted igen!

Foto: Refuge Valmasque


Lidt luksus på tilbagevejen

Vi kørte tilbage til Limone Piemonte i Italien (stille sommerby – med mange lukkede hoteller og stillestående skilifte), hvor vi på vejen sydover havde booket en overnatning på et luksushotel (til billige penge) med pool og bløde senge. Her dasede vi hele eftermiddagen og spiste gratis nutellamadder serveret af hotellet i en havepavillon i græsset.

At slutte i godt selskab


En sommerferie får hurtigt ben at gå på – men vores sidste 6 dage skulle nu vise sig at have meget godt i ærmet!


Mod nord det gik over alperne ved Col de Vars mod Briancon og Valloiuse i Frankrig.


Her fandt vi en hyggelig campingplads med økologisk pool - jov jov :) - Camping Campéole Le Courounba. Vi skulle jo have det store telt taget i brug.


Campingpladsen ligger i et smørhul af flotte bjerge – og er Vallouisedalen er så særdeles fin og et godt udgangspunkt for masser af friluftsliv!


Her mødtes vi med Flemming, Rosa Freya og Albert - henslængt i campingstole, i baren, når det regnede og i poolen, når solen skinnede. Og pladsen blev udgangspunkt for flere fine dagsvandreture bl.a. op til Glacier Blanc, Bosse de Clapouse og i fuld fart i mountaincart i Serre Chevalier.

Vi overlod Frankrig til Familien ’Fart’ Foldager og vendte næsen hjem til DK. Med et styk brugt ferie i tasken. Den bød på telt, på primitive overnatninger, på luksus og på mange gode minder!!

Foto: Vi 'dappede' lige op på et bjerg :)

64 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle