Søg
  • Morten

Grydebrød på surdej

Opdateret: 5. jun. 2020

Efter at have eksperimenteret med forskellige surdejsbrødopskrifter er jeg nået frem til denne, som både er den nemmeste og den bedste - en ren win-win....

Du skal bruge følgende:

  • 120 g surdej

  • 4,5 dl vand

  • 60 g ølandshvedemel fint sigtet

  • 60 g ølandshvedemel fuldkorn

  • 2 tsk salt

  • 1 tsk honning

  • 500 g hvedemel


Og til supplering/fodring af din surdej:

  • 60 g vand

  • 30 g hvedemel

  • 30 g rugmel


Tag din surdej ud af køleskabet 8-10 timer før, du begynder på nedenstående, og stil den på køkkenbordet, så den kan komme lidt i gang.


Hæld 120 g surdej i en skål og kom vand i - lidt efter lidt - mens du rører surdejen ud. Tilføj de to slags ølandsmel + salt og honning og rør rundt.

Tilsæt til sidst hvedemel og og rør godt rundt. Dejen skal ikke æltes, men når den er homogen, lægger du låg eller et fugtigt viskestykke over og lader den stå på køkkenbordet i 10-12 timer.


HUSK at fodre den resterende del af din surdej med vand, hvede- og rugmel, og stil den tilbage i køleskabet.


Efter hævning skraber du dejen ud på et meldækket bord. Nu trækker du dejen ud i den ene side, og folder den ind over sig selv. Gentag dette 6-8 gange fra forskellige sider, så du kommer hele vejen rundt om dejen.


Drys mel i skålen og på din dej, og læg dejen tilbage i skålen til 2 timers efterhævning.


En halv time inden bagning sætter du en støbejernsgryde med låg i ovnen og tænder på varmluft 250 grader.


Når du er klar til at bage, tager du gryden ud af ovnen, låget af gryden og hælder forsigtigt dejen direkte i gryden. Skær et kryds i dejen, og sprøjt eventuelt lidt vand på med en forstøverflaske (det tilføjer fugtighed/damp i gryden og fremmer hævningen under bagning). Drys evt. lidt mel på, hvis du synes, at det er dekorativt.


Læg hurtigt låget på og sæt i ovnen i en halv time. Tag herefter låget af, skru ovnen ned på 230 grader, og bag færdig i 10-15 minutter.


Tag gryden ud, vip brødet ud på en rist, og lad det køle godt af (ja, det er svært!!), inden du skærer af det.

70 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Når du gerne vil ha' friskbagte boller til din morgenmad og vil bruge mindst mulig tid på at forberede dem, så er her opskriften, du skal bruge... Ingredienser (giver 12-14 boller afhængig af størrels